Familiedykning ved Ablahamn

Søndag den 6. Juli var der Kullentur for Lynette-dykkerne. Med en fin afgang fra klubben kl. 10 i kun fire biler drog 16 dykkere og børn af sted mod Sverige.

Trods absurd meget gus på Øresundsbroen skinnede solen kraftigt, da vi nåede frem til gode gamle og forbandede Ablahamn.

Her var unge, elskende svenske par, de klassiske trappetrin, der giver intervaltræning inden dykker, hipsterskatere og masser af plads til at brede sig med alt dykkergrejet.

Det blev til to dyk med højdepunkter som hummere, torsk, sildestimer, eremitkrebs og masser af dyreliv.

Mellem de to dyk havde turleder Christian Bech forkælet såvel store som små med grillpølser og en pita-tolkning af flammegrillet burger, der smagte mirakuløst.

Hele fire børn var med: Bertil, Kasper, Emil og Max legede med strandgas og badede.

Kl. 22 var de sidste dykkere på vej hjem fra klubben efter en skøn dag med høj sol og godt selskab.

Alt i alt viste det sig at konceptet Familiedykning holder. Dog:

  • Skyer har ingen gang på jord i en burger!
  • Dobbeltsæt er (mindst) dobbelt så tunge at slæbe op ad bakken ifht. nedad!